SØBY BRUNKULSLEJER
Velkommen Erindringer Lokaliteterne Video Før og nu kort Kontakt
39. Tipvognsspor
Her krydser tipvognssporet vejen fra Hoffmann og Sønner og vejen fra Søby til Søbylund via Rosenlund. Rosenlund lyder rent og romantisk, men var et utroligt sort og beskidt område. Der var rigtig mange kul- lejer i dette område, og alle vognene skulle igennem krydset i Rosenlund. Området kan ikke ses på billedet; men langs vejen på højre side lå der værksteder, pensionater, barakker til overnatning og drikkebuler. Endvidere el-transformatorer og parkerede køretøjer, som ventede på at få læs. I nogle tilfælde måtte de vente til næste dag.
På venstre side langs vejen findes hele jernbanearealet. På den anden side af jernbanen lå Hoffmann og Sønners kulleje samt et stort siloanlæg, hvor de åbne godsvogne fra DSB blev læsset. Efter arbejdstid – om aftenen og om søndagen - gik her en bister vagtmand med sin ligeså bistre vagthund, så ingen skulle vove sig ind og hente lidt af det kul, som var blevet spildt ved læsningen.
Det var almindeligt, at man hentede kul til eget forbrug, hvilket ville sige, at man blot tog en sækfuld, som man kunne have på cyklen. Man måtte bare ikke komme og hente kul, mens der blev arbejdet, men ellers kunne man sagtens opleve, at ejeren viste, hvor der lå nogle gode kul. Specielt Bertil Nielsen og sønnen Daugaard var flinke overfor søbyfolkene.