1. Nørre Søbygård

Nørre Søbygaard var ejet af en sagfører fra Vejle. Denne sagfører (i daglig tale blot kaldet Sagføreren) blev ejer af hele Søby Sø, da han overtog den del af søen, som egentlig hørte under Mellem Søbygaard, ejet af Kre Madsen (mere herom under nr 31).

Sagføreren bestemte nu over hele søen, inklusive søens fisk. Der blev sat et hyttefad på tværs af udløbet fra søen. Således blev alle fiskene fanget, mens vandet kunne løbe frit igennem.

På et tidspunkt kom der kulvand ud i søen, og fiskene søgte væk. For at komme væk, skulle de passere hyttefadet. Der var så mange fisk på flugt, at hyttefadet ikke kunne holde til trykket. Det gik simpelthen itu, og fiskene fossede ud i åen. Da det blev kendt, at sagførerens fæstning var bristet, blev der sket på livet løs i åen. Der var masser af ål, ørreder og gedder – og en del døde skaller og aborrer.

Der blev stanget ål helt om til Sandgaard. Fiskeeventyret endte relativt hurtigt, for koncentrationen af sort kulvand og okker var nu så stærk, at selv ålene døde, for det forurenede vand fortsatte jo – ligesom fiskene - ud i åløbene. Ud over kulvandet, var de store forekomster af okker efter sigende et stort problem så langt væk som Skjern å. Ingen tænkte på eller talte om konsekvenserne af jagten på det sorte guld, for der skulle bare graves kul. Havde man projekter, som kunne fremme indtægterne og beskæftigelsen, var alt andet sekundært. Man skal naturligvis også huske, at på det tidspunkt var miljøspørgsmål ikke noget, man var optaget af.