Erindringer

Skrevet af Jens Børge Madsen, maj 2017

Denne erindringsskrivelse knytter sig til luftfotoet herunder, som formentlig er taget ca 1942. Der er mange anekdoter fra Søby. Dette skal dog være kort, så jeg har blot taget noget af det, som står tydeligst for mig og nedskrevet det efter hukommelsen og de informationer, som jeg fik fra forskellige i min opvækst.

​

Jeg, Jens Børge, som i det daglige blev kaldt for Bøvs, er født i Søby i efteråret 1942 og var knap 14 år, da vi flyttede der fra. Mine søstre Sys og Kis er fra hhv. 1946 og 1952. Min far, som blev kaldt Gunnar Slagter, blev født i 1912 og døde allerede i 1966, mens min mor, Johanne Slagter, som er fra 1918, stadig lever i bedste velgående.

​

Ved 2. verdenskrigs slutning var der meget tættere bebygget, end da luftfotoet blev taget over Gammel Søby. Indbyggertallet begyndte at dale igen fra ca 1955, hvor folk begyndte at flytte ud til mere ordnede forhold.

​

Søby er ofte blevet betegnet som et klondyke. Søby var ikke et sted man flyttede til for at blive der resten af livet. Det var noget midlertidigt. Nogle kom for at finde ”guld” og/eller spille, andre for at gemme sig, nogle for at få fred; men langt de fleste kom for at tjene til det daglige brød – for at kunne forsørge familien – hvad enten familien endte med at flytte med eller blev derhjemme et eller andet sted i landet.

​

Det var hårde vilkår for arbejderne i Danmark i de år. Arbejde var det næsten umuligt at skaffe, understøttelse var ligeså umulig. Man måtte bare klø på – og så måtte man lade sig nøje. Uanset om folk i Søby sled og slæbte bare for at holde skindet på næsen, fik de ikke megen respekt fra det omgivende samfund. Selv om Ekstrabladet ikke var på banen dengang, rygtedes det hurtigt i hele landet, at Søby var nutidens Sodoma og Gomorra.

Sandheden var, at arbejdet var fysisk hårdt, og boligerne var ualmindeligt dårlige og i en del tilfælde ganske uegnede som menneskeboliger.

Skolegangen

Skolegangen var under al kritik. Man gik kun i skole hver anden dag, hvilket ikke var ualmindeligt på landet i de år. I de store klasser blev flere klasser undervist sammen – vel at mærke af én lærer. Alt afhang af, om læreren kunne lide en, og desværre kunne mange af lærerne bedre lide lugten af ko end lugten af kul.

​

Med den skolegang kunne det være svært at klare sig videre i livet, f.eks. at få en uddannelse. Dog lyder det til, når man taler med tidligere Søby-børn, at de fleste har klaret sig godt og har skabt sig en god tilværelse. Skal man konkludere noget ud af det, er det måske, at man har oplevet et fællesskab (i det at være i samme båd) og en stærk vilje til at overleve uanset vilkår.

​Udenfor billedet til venstre – mod vest – lå en del af Søby omkring Søby Gammel-Kro. Denne var ejet af Johanne Gammel-Kro. Hun solgte ejendommen til Bakkestrøm, som ellers havde boet i en Sigøjnervogn med adskillige tilbygninger. Familien Bakkestrøm bestod af Jens og Edith og døtrene Oda og Lis. Bakkestrøm var en central figur, fordi han havde tre rutebiler. Den store nye blev brugt til alm. rutekørsel helt fra det yderste Rosenlund og Søby til Herning, den røde rutebil blev overvejende brugt til skolekørsel, og endelig var der den helt gamle rutebil, som blev brugt som reserve. Den havde løse bundbrædder, og hvis man kørte med den en tør sommerdag på grusvejen mellem Søby og Høgild skole, var man mere død end levende efter turen. Der burde nok have været udleveret støv- og iltmasker, for støv og skidt fløj op igennem de løse bundbrædder. Alle tre rutebiler var i brug på de uforglemmelige pinseture ud i det blå. Man havde mad med til turen – nogen medbragte en primus, så der kunne varmes pølser. På køreturene blev der spillet harmonika og alle skrålede med på de populære sange fra Giro 413. Gik der en god film i biografen i Herning, lavede Bakkestrøm en ekstra tur – gerne om fredagen, for så kunne der også handles. Fredag var nemlig den eneste dag, hvor butikkerne havde åben til kl. 20. Bakkestrøm startede sin forretning med at lappe lastvognsdæk, når disse eksploderede, fordi de var gamle og nedslidte. I dag vil ingen tro, at et dæk kan repareres med alm. bræddebolte; men det kunne Bakkestrøm.

I området omkring Gammel Kro boede der mange familier, bl.a. Jens Søndergaard, Bjørn, Kirketerp og i jernbanevognen boede Koreamanden, som havde en stor amerikanerbil med kaleche. Jens Kjeldsen og Dagmar boede i det sidste hus på Høgildvejen. Dagmar syede tøj for folk.

Ved åen boede Pip Hans og Jenny. På den anden side af åen overfor Fløjte Otto boede cykelsmeden Strøm, hvis motto var: ”Strøm ved åen støder ikke”.

Udenfor billedet til højre, mod syd, støder man først på Stinne-Pumpmands residens. Derefter kommer man til ”den anden side”, som den del af Søby blev kaldt. Omtrent på det tidspunkt, hvor luftfotoet er taget, boede, Poul og Gerda, som var forældre til Søbymuseets guide, Finn, ved siden af boede Pouls bror Christian og Ida. På det tidspunkt boede også Gunnar og Johanne Slagter på ”den anden side”. Desuden Peter og Dora Justesen, Jenny og Martinus, Hans og Else Mortensen, mælkekusk og husmand Niels Holdegaard og endelig lå her Buddes gård. Her på Anne Buddes jord afholdtes det allerførste Søbytræf, som var i 1971 eller 1972.

Johanne slagter kontaktede de gamle naboer, hun havde adresserne på og foreslog, at de en lørdag eftermiddag skulle mødes til medbragt kaffe og lidt snak om gamle dage. Deltagerne var Hanne og Ejnar Troelsen, Anne og Hermod, Oda Bakkestrøm og hendes mand, Oscar, Harald Møller, bette Jenny og naturligvis Anne Budde som lagde mark til samt min mor, Johanne Slagter, og min søster, Sys. Grunden til, at det blev holdt på Annes mark, var, at ingen jo kendte dem, der på daværende tidspunkt boede på Voldsgaarden, og Anne var mere end villig til at lægge mark til. Alle i selskabet var enige om at det var dejligt at se hinanden igen og det måtte gøres om året efter. Alle de deltagende ville så forsøge at brede det ud til dem, de kendte. Stille og roligt kom der år efter år flere og flere deltagere. I dag er det jo - takket være en masse menneskers ihærdige indsats - blevet et meget velorganiseret foretagende.Et står fast. Uanset om man var barn eller voksen, har alle, der har boet i Søby, en oplevelse af at have været en del af et meget specielt fællesskab – på godt og ondt.

​

_____________________________

Jeg håber, at det efterfølgende kan pirke til andre gamle Søby-boeres hukommelse og lyst til at dele erindringer med andre. Har du selv boet i Søby og har nogle anekdoter, historier eller andet, som du har lyst til at bidrage med, er du hjertelig velkommen til at kontakte os enten pr tlf eller som besked. Se under kontakt.